Vi bruger Cookies!     

         
 X     
huskeren



En sygelig oplevelse.

I Juni 1993 tog vi, Bjarne og Elisabeth, med landboforeningen i Odsherred på 5 dages tur til Prag. Det var en køretur på 17 timer i drønende varme, kun med spiseophold. Første dag i Prag var p. g. a. varmen en lang streng gåtur. Dagen sluttede i et teater, hvor vi fleste sov, af træthed.
Næste morgen vågnede jeg med feber, var jeg klar over, Bjarne gik ned og spiste og tog en sammenlagt mad med til mig. Mit højre ben var begyndt at hæve meget. (Muligvis et insektstik?) Jeg tog med i bussen på tur ud af byen, men blev i bussen. Jeg gik glip af Bøhmenglas og en cognac fabrik. Lå på et tæppe i skyggen af bussen, mens de andre fik frokost. Endelig hjemme på hotellet, blev vi alene sendt til en læge, med adressen på sådan én på en seddel, med i Taxien. Guiden havde ikke tid til at tage med. Selskabet skulle ud og sejle og spise på floden og det var da også sjovere.
Hos en læge, der ikke kunne meget Tysk, hvad jeg heller ikke kan, fik jeg en recept på penicilin og en seddel med adressen på et apotek, hvor vi kørte hen og fik medicin. Hjem til vort lukkede og låste hotel, hvor vagten havde svært ved at forstå, at vi havde et værelse der. Men ind kom vi da.
Næste morgen var feberen værre og jeg blev i sengen. Jeg fik overtalt Bjarne til at tage med de andre ind til byen, jeg rendte jo ingen steder. Hjemme om aftenen kom bus ejer og chauffør Knud Erik og guiden med Bjarne op til mig. Jeg var nærmest bevidstløs. Så måtte den ”kære” guide tage med til et hospital. Chaufføren var gal,(på guiden).
Her foregik det på engelsk, i et undersøgelses værelse, hvor der var så beskidt, så Bjarne nær var blevet syg, da han så, hvordan materier og anden dårlig affald, hang op af vægge og ud af skrællespanden. Jeg drak litervis af isthe og blev indlagt, dem der kender mig godt, ved hvordan jeg har det med the, så er jeg syg, og måtte skrive under på noget jeg ikke helt forstod, men dog, at jeg skulle tage mod den behandling, de ville tilbyde. Bjarne var rasende og inderst meget nervøs på mine vegne. Han ville blive hos mig og ikke tage med bussen hjem. Jeg fik dog overtalt ham til at tage med hjem, da han ikke kan et ord engelsk eller tysk. Han kyssede mig farvel, og gav mig, hvad vi havde af Tjekkiske pengesedler og tog tilbage til hotellet med guiden, og pakkede vore ting. Og jeg fik også vort fotoapparat, blad og tandbørste og han tog Videoen med hjem.
Alt var meget fattigt endnu i Tjekkiet, også huse og ”mit” hospital.
Personalet havde meget travlt med at finde sengelinned og natkjole, og håndklæder, lappet, repareret, det er noget patienterne selv har med, fandt jeg ud af senere og så kom jeg i en seng, først i et rum og blev flyttet i nattens løb, op med elevator til en anden stue. Godt Bjarne ikke var der.
Så begyndte behandlingen af mit ben. Jeg fik smurt tjære på benet og det brændte. Og jeg fik penicilin med sprøjte, sprøjte der var åbnet for kanylen og de gik hen af gangen med sådan. og det var stærkt. Jeg sov meget når jeg fik lidt ro i benet. Og kastede ofte op.
Jeg boede på værelse med to meget søde damer, som slet ikke kunne tysk,( det måtte befolkningen jo ikke, mens de var under russisk styre) Jeg læste i mit blad, når jeg ikke sov. Bladet blev så gennemlæst, som jeg aldrig har gjort før eller siden. Jeg så også billeder i damernes blade. Jeg kunne jo ikke læse dem.
Næste dag kom endelig den kvindelige læge, som indlagde mig om aftenen, på stuegang. Da hun havde hilst, holdt jeg fast i hendes ærme, og sagde ”du må finde en person som kan lidt tysk og komme her og hjælpe mig”. Vi fik noget frygtelig hundeæde, mine dyr får bedre mad. Maden smagte som den var dårlig og derfor blevet røget, puha. Jeg blev klar over, at mine værelses damer gik et sted hen og købte mad og drikkelse. Jeg fik forklaret dem, at jeg gerne ville have noget” danskvand”, da man ikke må drikke vand i fremmede lande. Nå, de købte brusende vand, at det så var sødet, det var der ikke noget at gøre ved. Dejligt var det, at få noget at drikke. På vor stue stod der et lille køleskab, som det viste sig, at vi delte med de to andre stuer, på hver side af vor stue, så der var et rend af damer hele tiden.
Når de bankede på døren, blev der sagt ”Anna” og først tænkte jeg, hedder de Anna alle sammen, inden feberen faldt og jeg kunne tænke mere klart, og opdagede, at de sagde nok ”kom ind”.
Hen mod aften den første hele dag stod der pludselig en dame i en meget fin kobolt blå morgenkåbe og spurgte efter den danske dame, så kan det være verden blev stor. Først, efter vi havde hilst, bad hun de to stuedamer om at tie stille, mens Libba, som hun hed og jeg snakkede sammen. Hun var indlagt et andet sted på sygehuset. Så måtte damerne gerne spørge og der gik hurtigt 2 timer.
Om natten vågnede jeg ved uro i stuen. Det var den dårligste (og fattigste af damerne) der var i gang med at vaske forbindinger og tøj ved håndvasken. Det blev tørret på stormkrogene i vinduerne, også ved min seng. Hun havde store poser af åreforkalkning hængende på benene. Meget uhyggeligt.
Næste dag kom Libba igen. Så kom et par personaler også og snakkede med, de ville da også høre, hvordan jeg var endt der. Så fik jeg forklaring på købemad og den dårligt smagende mad fra sygehuset. Og det med Køleskabet. Om aftenen da Libba kom igen, var nogle af damerne ”til køleskabet” også med til at stille spørgsmål, selv lægen fik Libba til at spørge, om hun måtte sende en Lægestuderende ung dame med mig til flyveren. Jeg fik et chok ”flyver”, jeg som aldrig har fløjet før og aldrig skulle prøve det!
3. dag blev jeg meget hurtigt hentet i en kørestol, hvad jeg skulle, vidste jeg ikke, men vi løb hen ad gangen til kontoret, og der lå telefonrøret på bordet, jeg skulle tage. Det var Europæiske forsikring fra København der havde fået en flyvebillet til mig, jeg skulle skrive et meget langt nummer ned, og jeg nåede det, og fik sagt i telefonen, jeg er dårlig og skal kaste op, og så skete det. Jeg vågnede på gulvet efter besvimelse. Men jeg havde først fået at vide, hvor mange gange man havde ringet til sygehuset, men da personalet hørte der blev talt på engelsk, lagde de røret på, men nu lykkedes det. Europæiske har også forbindelse med Bjarne, som var meget bekymret. Tilbage på stuen, blev jeg sat foran håndvasken, og skulle vaske mit tøj med opkast, om dagen var vandet næsten koldt i vandhanerne. Europæiske spurgte personalet, om jeg fik for meget penecilin, hvad jeg nok fik.
Når jeg var alene på stuen og havde læst bladet for tiende gang, lå jeg og talte, hvor mange små blomster der var i hver række på tapetet og hvor mange rækker der var på en væg, eller også hvor mange knaster der var i træet på loftet. Der manglede også maling alle vegne. Jeg talte bladene på træet uden for vort vindue. Et meget kønt træ. Jeg har et billede af det. Jeg prøvede at tegne mig til forskelligt, jeg ville låne af damerne, for eks. spillekort , men nej, man havde nok ikke råd til den luksus. Ingen havde spillekort.
Sidste dag tegnede jeg en flaske og skrev shampoo på, og tegnede i håndfladen, jeg ville købe en lille klat.
Så hentede den ene dame en flaske, hvor ved jeg ikke, men hun gik med den, til fri beskuelse for alle, og så kom ”min” sygeplejerske farende og hev den ud af hænderne på os, og skældte ud, jeg forstod det heldigvis ikke og gik med flasken. Jeg forklarede, at de skulle gemme den under tøjet, og så gjorde den anden dame det, den første turde ikke.
Sagen var, jeg måtte ikke blive våd på benene, men det lykkedes mig, at komme ned på et badeværelse og støttede mig med knæene mod badekarkanten og vaskede håret. Ude på gangen mødte jeg ”min sygeplereske,” Og hun blev helt kridhvid i hovedet, ved at se mit våde hår.
Libba kom den aften igen og jeg fik forklaret, at jeg ikke ville have tjære på benet næste dag, til hjemrejsen, så ville jeg bestemt blive sat i bagagerummet på flyveren, det lugtede jo forskrækkeligt. Vi nåede både at snakke håndarbejde, familieforhold og jeg tegnede Danmarkskort, for at vise, hvor i landet jeg boede. Jeg fik så mange jordbær og hjemmebagt kage, så jeg sultede ikke. Jeg fik to hæklede flakoner, formet som stjerner, og jeg tænker tit på de to damer. når jeg ser på dem.
Sidste morgen kom Libba og sagde farvel med et ordentligt knus, og jeg sagde tak for en god oplevelse. Jeg lagde de sidste mønter under puderne til damerne, uden de så det, og fik tak på et postkort.
Den unge læge kom også, og vi blev kørt i en lille Trabant ambulance til lufthavnen, så lille så kun en baby kunne ligge på båren. Vi andre kunne ikke sidde oprejst. Falckfolkene kørte meget stærkt som var fanden i hælene på os. Det var på brosten belagte gader, godt vi ikke fik hjernerystelse. Den meget søde lægestuderende og jeg hyggede os gevaldigt, hun fik ekstr ordinært lov at komme ind på det område, hvor passagerre ikke må komme. Vi drak kaffe og rettede hinanden i det tyske, vi sagde forkert, men det var sjovt. Jeg fik ringet til Bjarne, fra et posthus. Jeg var så bange for,
ikke at nå hjem. Men det er så en anden snak. Der er meget mere at fortælle om.
Bjarne fortalte da jeg kom hjem, at guiden havde indlagt mig på et forkert hospital, jeg skulle havde ligget på et, hvor man betaler med Dollars. Og hvad hun gik glip af den aften, ved jeg ikke. Men indlagde mig forkert. Men det blev en oplevelse for mig. Guiden blev fyret, da de nåede Gedser. Og stod af i Ringsted.
Vi danskere skal være glade for de gode hospitals forhold og ikke mindst maden vi får, vi har her i Danmark.

Elisabeth.

 

DER VAR ENGANG!!!!

 

Jeg har været medlem i HUSKEREN næsten lige fra Lissi startede foreningen op. Dengang var meningen med foreningen, at den skulle være et sted, hvor alle følte sig velkommen og vi alle kunne tale og hygge os sammen. Vi hilste med hånd til alle når vi kom og ligeledes når vi gik. Det syntes medlemmerne var rigtig rart. Flere udtalte, at de havde prøvet andre foreninger, men aldrig følt sig så velkommen som i HUSKEREN, Hos os var der ikke noget der hed kliker. Man følte sig velkommen af alle og alle talte sammen.Man satte sig hvor der var en ledig stol og hyggede med dem som sad i nærheden, eller man gik, hvis man kunne det, rundt og sludrede med alle.

MEN-MEN!!!! Med resten af dette lille indlæg, risikerer jeg at blive upopulær, men jeg er skiftevis ked af det og engang imellem vred. Når jeg ser hvordan det er blevet i dag. Der er rigtig mange af jer, som ikke kan sidde andre steder eller sammen med andre end lige nogen bestemte. Det er blevet sådan, at man mener at have reserveret en ganske bestemt plads om mandagen. Så vidt jeg ved, er der ikke navn på nogen af stolene. Kommer der nye, siger man ikke, at vedkommende ikke må sætte sig, for der skal en anden sidde. En undtagelse er personer i kørestol, de skal selvfølgelig sidde så ikke hele forsamlingen skal rejse sig, hvis de skal ud.

Ja det var nok et surt opstød, men jeg kan jo lide jer alle og taler også med alle. Og sådan skulle alle nye medlemmer jo også gerne kunne føle sig velkommen af os alle.

Med håbet om i vil være med til at foreningen HUSKEREN kan fungere i den ånd, den er startet. (Jeg ved godt man ikke skal være modstander af nye tiltag, men det er altså ikke alt nyt der er godt). Håber på jeres forståelse af dette indlæg

                                                                                     Gerly

 

 

 

Pip fra et menigt medlem

At "HUSKEREN" er en populær forening, fornemmer man med det samme, når man træder ind ad døren i Pakhuset om mandagen. Der er rigtig mange dejlige mennesker og rigtig god stemning, uanset hvilke aktiviteter der er på programmet. Fra vi første dag kom i "HUSKEREN" har vi følt os som en del af fællesskabet. Det skyldes ikke mindst bestyrelsen der gør et enormt stykke arbejde for at vi alle kan føle os godt tilpas, de tager hånd om alle, mærker enhvers behov for assistance og er altid på pletten. Alt fungerer ned til mindste detalje, "alt er timet og tilrettelagt" som Egon Olsen ville sige. Dette motto lever bestyrelsen fuldstændig op til. Sker der noget uforudset, (busser der er i stykker osv.) klarer bestyrelsen også det.

Den samme bestyrelse laver samtidig et stort stykke opsøgende arbejde, så nye mennesker i samme situation kan få samme oplevelser som os, at et godt fællesskab med ligestillede, giver dejlige oplevelser, nye impulser til at komme videre.

Det er ikke altid vi tænker på, at der ligger et enormt stykke forarbejde i hvert møde, for at vi menige medlemmer kan sætte os til et altid pænt/festligt dækket bord, læne os tilbage i stolene og nyde hinandens selskab og det der er på programmet. Kaffen/maden bliver serveret af en altid oplagt bestyrelse. Uden deres initiativer og store arbejde, havde vi været en masse dejlige oplevelser fattigere. Stor tak til bestyrelsen for jeres altid utrættelige arbejde.

Fra et menigt medlem

 

Kære "HUSKEREN"

Glædeligt Nytår, og en stor tak for den flotte julefrokost, det smagte fandeme godt. Der er nogle der har lavet et stort og flot stykke arbejde, og det vil vi takke jer for og det vil vi huske jer for.

Kærlig hilsen Asger

 


Opdateret 05/07/2017

Besøg  
066721