Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Bestyrelsen



Her er pårørendes oplevelser omkring sin families sygdom:

 

TIDEN EFTER AFASI / APOPLEKSI
 
At leve med apopleksi og tit deraf følgende afasi kan være noget af et kunststykke, det bÃ¥de for den ramte og ægtefællen. Den, som er ramt af apopleksi, kan mÃ¥ske ikke tale eller er lammet i den ene side, det kan ogsÃ¥ være synet, der ikke er hvad det var før, ja! der er faktisk ikke ret meget, der er som før. Dette i sig selv kan nemt blive et problem, og mange gange stÃ¥r man som pÃ¥rørende og føler sig helt alene, hvordan er det sÃ¥ at være den ramte, som mÃ¥ske ikke kan fortælle hvordan han føler, mÃ¥ske heller ikke skrive, fordi alfabetet ogsÃ¥ er væk. SÃ¥dan er der mange ting lige i starten. Ret hurtigt opdager man hvem der er ens venner, de fleste var nok ikke de rigtige, dem sÃ¥ man kun lige en gang derude pÃ¥ hospitalet, sÃ¥ var det slut.NÃ¥r sÃ¥ hospitalsopholdet er slut, og genoptræningen begynder, er der ogsÃ¥ en masse træning for ægtefællen. Den man er gift med, er mÃ¥ske ikke helt den samme som før. Hvis man før var et roligt gemyt, kan man nu være opfarende eller omvendt. Jeg har mødt en, som var meget ked af, at hendes mand var begyndt at bande noget sÃ¥ grusomt, hvilket han aldrig havde gjort før, dette lyder som en bagatel, men var det ikke for hende, da deres gang var i kredse, hvor man ikke kom med eder, Noget af det jeg selv har svært ved, er ikke at blande mig nÃ¥r min mand vil sige noget, og det sÃ¥ kniber med at fÃ¥ det ord frem han skal bruge, sÃ¥ kan jeg stadig finde pÃ¥ at tale for ham. Det selv om jeg godt ved det er noget af det værste man kan gøre. En anden ting jeg har svært ved at klare er, nÃ¥r nogen ude i byen spørger hvordan det gÃ¥r, og sÃ¥ inden samtalen er færdig har givet udtryk for, at den man er gift med ikke er rigtig klog længere, hvilket jo er helt forker, ens forstand fejler jo ikke noget, fordi man ikke kan udtrykke sig. Jeg var ogsÃ¥ ved at ruinere os i starten, fordi jeg syntes det var sÃ¥ synd for min mand, han var jo i sin bedste alder (48 Ã¥r) og sÃ¥ pludselig fra det ene minut til det andet, ikke at kunne noget, sÃ¥ jeg købte alt hvad jeg troede kunne hjælpe eller glæde ham, dettte var nok en misforstÃ¥else fra min side. Selv nu efter snart 16 Ã¥r kan der stadig komme mange ting, som inden jeg har set mig om er blevet et problem. Jeg kan fÃ¥ pip nÃ¥r jeg lige har gÃ¥et og gjort rent og han sÃ¥ glemmer at i dag har det regnet og sÃ¥ var det gummistøvlernes dag, sÃ¥ farer jeg op, selv om jeg godt ved hvor besværligt det er at fÃ¥ de støvler af og pÃ¥. En anden ting, der kan gÃ¥ mig pÃ¥ er en følelse af aldrig at være mig selv og kunne gøre lige hvad der passer mig, uden at jeg først skal sige hvor jeg kører hen og hvornÃ¥r jeg er hjemme igen, jeg har før i tiden altid været mig selv til hverdag og har sÃ¥ledes kunnet gøre hvad der passede mig, uden at konferere med andre om det først. Man kommer ogsÃ¥ nemt til at misforstÃ¥ hinanden nÃ¥r der bliver sagt noget, jeg synes sommetider at det lyder irettesættende eller pÃ¥ anden mÃ¥de ubehageligt, dette er jo igen fordi talen ikke er helt ok, og han deraf kommer til at bruge forkerte ord. Er det sÃ¥ en af mine dÃ¥rlige dage, fÃ¥r jeg nok svaret  noget uforskammet igen, hvilket jo ikke fremmer idyl og harmoni i familien. Før apopleksien gik vi sommetider lange ture i naturen, dette er ogsÃ¥ en ting hvor vi i dag først skal finde ud af, om der nu er energi nok eller trætheden er lige om hjørnet, før sÃ¥danne ting kan gøres. Var vi til fest var dansen i hvert fald en ting vi begge kunne lide, vi danser stadig, men ikke Skæve Thorvald længere, dette er nu ikke noget, der nager os sÃ¥ meget. Jeg mener selv, jeg er en stærk person, som ikke sÃ¥dan er til at vælte omkuld, men jeg kan dog godt sommetider sætte mig og fÃ¥ noget sÃ¥ ondt af mig selv, men nÃ¥r jeg sÃ¥ tænker mig om, eller ser med hvilken vilje og stædighed min mand har kæmpet for at fÃ¥ førlighed og sprog igen, hvilket jeg synes han har klaret flot, mÃ¥ jeg glæde mig over, at det er gÃ¥et sÃ¥ godt, trods alt var vi heldige, at vi stadig har hinanden
Gerly Sørensen
 
TILGÆNGELIG FOR ALLE
af Svend Svedstrup
 
Ganske mange medborgere betegnes som handicappede. Det betyder at de er belastede med gangbesvær, bevægelseshæmmede, høre-, syns- eller talehæmmede eller har andre besværligheder.
Blandt os "ældre" er der en del der, i større eller mindre grad, har tilsvarende besværligheder.
Det må derfor være naturligt for os at støtte kravet om tilgængelighed for alle. Vi må alle sikres adgang til samfundets forskellige tilbud. For eksempel skal folk i kørestol kunne komme ind på rådhuse og andre offentlige institutioner. De skal kunne komme ind i kirker, museer, forsamlingshuse, koncerthuse, teatre, biografer, biblioteker og sundhedsinstitutioner af enhver art, hospitaler, læger, tandlæger terapeuter o.l.
 
Der er ikke tale om noget ønske om særregler for handicappede, men blot om samme rettigheder som alle andre samfundsborgere. De steder der er indrettet virkeligt handicapegnet opleves som meget behageligt også for ikke-handicappede.
 
HVAD DER ER GODT FOR HANDICAPPEDE, ER GODT FOR OS ALLE.
 
FN´s generalforsamling vedtog i 1999 nogle standardregler om lige muligheder for handicappede- Der er i alt 22 regler, formuleret som målsætninger for hvordan landene kan sikre handicappede lige muligheder med samfundets øvrige borgere.
 
Det danske folketing har tiltrådt disse regler og arbejder nu på at virkeliggøre FN´s hensigter (på nudansk intentioner). Arbejdet foregår ikke på landsplan, men fuldt så meget på lokalt plan.
 
Det er væsentligt for et velfærdssamfund at også de borgere der ikke ser så godt eller ikke hører ret godt eller har svært ved at gå, måske især på trapper, ikke holdes udenfor samfundets forskellige aktiviteter.
 
Vi har efterhånden de nødvendige regler, men mange steder kniber det gevaldigt med overholdelsen. Hvis I, i jeres færden rundt om, falder over steder der vil være vanskelige eller umulige for handicappede at komme til, bør I gøre kommune eller region opmærksomme på forholdet.
 
Det vil i høj grad fremme udviklingen, hvis de mærker en almindelig interesse for at få tingene i orden, frem for at de kun får henvendelser fra de "frelste".
 
Hjælp os med at gøre tilværelsen en smule lettere for alle.
GAMLE CHARLES DICKENS sagde engang: "Man har ikke levet forgæves, hvis man har lettet byrden for en anden!"
 
TANKER OM SAMTALE OG DIALOG
 
Samtale er et værdiladet ord. Det siger, at det er noget man gør sammen. Man taler sammen (ikke samtidigt). En god samtale er kendetegnet ved at man skiftevis taler og lytter. Der er formentlig en dybere mening med, at vi er udstyret med to ører men kun en mund og munden skal endda bruges til andet end til at tale med, medens ørerne kun skal bruges til at lytte med. Det er nok meningen vi skal høre dobbelt sÃ¥ meget som vi taler. I en god samtale bygger man pÃ¥ det samtalepartneren siger. Med andre ord, man taler MED hinanden, ikke TIL hinanden. Hvis man holder foredrag for hinanden er der ikke længere tale om en samtale. 
 
Dialog er ikke et værdiladet ord. Det siger intet om kvalitet, men er blot en modsætning til monolog. I monologen er der en der taler, i dialogen er der to eller flere. Ordet kommer af det græske "dialogos", som blot betyder "gennem tale". Nu om stunder kalder en talepædagod sig ogsÃ¥ for logopæd. 
 
Man kunne frygte, at grunden til at ordet "dialog" er meget mere moderne end det gode gamle ord "samtale", netop er at det er blottet for kvalitet, men den tanke er næsten alt for uhyggelig.
 
Svend Svedstrup 
 
 

Opdateret 19/08/2016

Besøg  
064391