Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Egne historier



 
                                                MEDLEMSBERETNINGER

Vor tur på Azorerne.

 

En meget tidlig tirsdag morgen skulle vi på ferie på Azorerne og skulle være i Kastrup kl. 5.00 det var tidligt.
Vi skulle en tur over Billund og have de sidste rejsende på og ca. kl. 14.15 var vi fremme på Sao Miguel - øen som er den største af øerne ude i Atlanten. Der er ca. 12 øer ialt. På øerne bor der ca. 48.000 mennesker, men der er ca. 52.000 kreaturer, hvor køer og heste kan bruges til afgræsning på deres store grønne arealer.
De har eget mejeri og laver nogle meget gode oste, som også bliver eksporteret til Portugal og som også er det land som øerne hører ind under. Når de skal malke køerne gør de det ude på markerne og i junger bliver det fragtet ned fra højderne med heste til opsamlingsstederne, som er ved de store veje så bilerne tager det videre til mejeriet.
Øerne er jo opstået af vulkaner for  mange år siden og det kan man nemt se med stejle klippesider og mange dybe søer inde på øen.
Når  man kommer rundt på øen, kan man se den flotte frodighed, som overalt er blomster, som vi har i potter, der står i haverne langs vejene som store træer, hortensierne bruger de som hegn rundt om markerne, for dem spiser køerne ikke, de er giftige. Der er store citrontræer, appelsintræer, figentræer og passionsfrugt og der bliver også dyrket ananas, men kun i drivhuse, for planterne kan ikke tåle den høje fugtighed der er på øen, det tager 3 år at fremavle ananas. Endvidere  bliver også dyrket tobak og de laver store cigarer og cigaretter. Øen har også en produktion af te, hvor de høster 3 gange om året, som så  bliver håndsorteret, men bliver pakket på maskine, de har flere slags te.
Der er også en stor produktion af  keramik, som de også eksporterer, meget flotte håndlavede ting.
På øen er der ingen krybdyr, lidt fluer, mange fugle og nogle mus, som de mener er kommet til øerne, når de får varer med skibene, som fragter proviant til og fra øerne. Der er mange mange varme kilder, som kan bruges på forskellige måde, nogen har store gryder, som de kommer grisekød, oksekød, pølser, kål, kartofler, tomater, kødboller m.m. ned i. Lægger låg på og sætter det hele ned i en varm kilde og dækker det til. Efter ca. 2 timer er der god mad og det smager rigtig godt uhm.
Eftersom det er vulkanøer, så kan man bade i de små indsøer, der er mange, som kan lide det. Der er også mange vandfald og dem må man også bade i, men vandet på øen er ikke til at drikke, så det er flaskevand man skal bruge, til at børste tænder i. er vandet ok og selvfølgelig til badning.
Vi var ude at sejle i en katamaranfærge, hvor vi skulle på hvalsafari. Det var en rigtig sjov oplevelse, turen varede ca. 3 timer, men ingen hvaler i sigte, men der var rigtig mange delfiner som legede rundt om os og de svømmede også under båden.  De lavede mange sjove lege både alene, men gerne 4-5 af gangen. Det var en god dag.
Byen vi boede i hedder Ponta Delgada og er hovedbyen. Det er også herfra man flyver til og fra øen.
I byen er der et lille tog som man kan køre med, hvis man ikke vil gå, for byen ligger jo op ad en klippeside, og når man går op eller ned fra havnen og stranden, er det meget smalle fortove man går på, da man ikke kan gå side om side, for der er vejen hvor bilerne kører - men ok

                                                                          Hilsen Sonja og Poul 

 

 

 

 

Min historie.

 

Jeg var tillidsmand, for alle IRMAS butikker og fællestillidsmand for alle de andre faggrupper i Irma,

Samtidig var jeg valgt ind i Irma bestyrelse, og i FDBs koncernbestyrelse, det var sjovt og spændene.

 

Så kom den dag ,hvor jeg blev kaldt til bestyrelsesmøde i FDB., det blev det hele vendt på hoved for mig,

 IRMA skulle sælges, enkelte skulle være brugs, nogle være Fakta. Der skulle være møder med butiksansatte, og i FDB , I IRMA, I Fagforening ,og i alle butikkerne.

 Jeg startede klokken 5 om morgenen og blev til kl 10 11stykker om aftenen, så skulle jeg se hvem der havde ringet, de fleste var dem fra butikkerne.

 Efter et halvt år kunne jeg ikke mere, jeg fik en blodprop i hjernen, jeg kunne ingenting, alt blev strøget fra hjernen, jeg kunne ikke tale, og jeg kunne ikke læse, regne og det med penge viste jeg heller ikke noget om, jeg kom ned på Slagelse sygehus, hvor jeg var i 3 uger, så ville jeg hvem, min forstand fejlede ikke noget men jeg havde fået nogle skrammer,

 Jeg kom hjem 3uger efter ,,min søster var der for at få at vide hvad piller jeg skulle have med hjem. BENNY kom for at hente mig, han havde købt store BØFFER.

Det blev hverdag igen, og jeg kedede mig , så kom Laila Stols herud, hun skulle hjælpe mig med de forskelle ting, hun var ergoterapeut, hun skulle lære mig at snakke, skrive og læse, når hun kørte tilbage til Grønnegården, var jeg helt færdig, så sov jeg en timestid, så skulle hunden ud at luftet, så gik vi op til krydset, så kom Benny fra arbejde, så kunne vi køre med hjem.

Laila Stols kom herud 3 til 4 gange om ugen i et halvt år, forening, for alle os hjerneskadede, så kørte vi til Holbæk, der var nemlig en forening der hed Solsikken, vi talte med dem der var der, der var nogle søde mennesker, der gik et tid, så syntes jeg at det var på tide, at oprette den forening, den 4 november 1994 vi snakkede om at vi skulle lave   en forening, for alle os hjerneskadede, så kørte vi til Holbæk, der var nemlig en forening der hed Solsikken, vi talte med dem der var der, der var nogle søde mennesker, der gik et tid, så syntes jeg at det var på tide, at oprette den forening, den 4 november 1994

Vi var 12 mennesker, til at starte en forening, og den blev kaldt HUSKEREN, det var en der hed Kurt, som kom i tanke om at vi glemte hele tiden, hvad vi skulle sige, men den blev oprettet,

 

Så måtte vi søge kommunen, om hjælp, til vores arbejde, vi skulle bruge både breve, frimærker og alt hvad der hører en bestyrelse til.

 

Efterhånden var vi blevet flere, så kunne vi få forskelligt, der ikke kostede så meget,

 

Og vi fandt ud af, at 100 kr. pr næse pr år, og ti kr. for kaffe og te var rimeligt, så gav vi vis der var noget andet vi skulle.

Der gik et år, så kom dem fra Holbæk op til os, vi skulle indvie Fanen, det var 3 fra kommuner, Preben Senniksen en Majken Nevermann.

 

Kort efter begyndt hele balladen, Holger Molin havde sat sig for, at han ville have indflydelse på vores penge, så prøvede han at få dele af bestyrelsen, til ikke at godkende beretningen, på generalforsamlingen, vi blev til kl 2330. Så måtte Laila Stoltz sige at det var meget sendt, nogle af medlemmer var begyndt at gå hjem. Resten står i bøgerne, og inde fra advokatfirmaet Bjørst og fra østre landsret, de 20,000 de fik taget fra os måtte de sende tilbage til socialministeriet.

Så gik det ellers godt forhenværende borgmester Bent Jensen var en virkelig god hjælp, og støtte, han var med hver gang vi skulle i retten, og vi holdt møder sammen inden, på turen ude til Havnsø blev Bent æresmedlem.

Bladet skulle vi have op på generalforsamlingen, det blev godkendt, så bladet er blevet bedre år efter år.

 

Så skulle vi flytte, op på Præstevænget, der var også meget hyggeligt, og der kom stadig nye medlemmer til,

På et tidspunkt var der en julekvis i radioen, der skrev jeg ind til p 4, og vi blev udtrukket, så skulle vi køre ned til Næstved meget tidligt julemorgen, hvor vi kom i radioen, vi fik over 7.000 kr. som Lis Vibeke Læsø kom op til Huskeren og gav os samt en stor buket blomster.

 

Vi var her oppe i et år eller 3 år.

 

Så holdt vi flyttedag igen, nu blev vi tilbudt at komme ned til pakhuset, og det kunne vi ikke sige nej til,

Her er vi endnu, og det går godt.

 

Der har vi alle aktiviteter, boccia, sang, musik, mad, og meget andet b.l.a. bankospil. samt udflugter.

 

Formand Lissi Christophersen

 

 

 

 

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

 

 


 

Forårsferie 2013

I januar bestemte Svend-Åge sig for at få et trailerkort. I februar blev prøven bestået, i marts købte vi campingvogn, i april havde vi vores første erfaring med at bo i campingvognen via et 14 dages ophold på Absalon Camping i Rødovre og maj-juni skulle vi så på vores første udlandstur med campingvognen.
I perioden 1997-2004 var vi mange gange på ferie i mobilhomes og i 2010-2012 var vi på ferie i autocamper, så vi har prøvet ferielivet på campingpladser, men det var første gang vi skulle prøve at køre med campingvogn på en længere tur.
På grund af det kolde forår havde vi indstillet os på at vi nok måtte køre meget langt for at kunne nå det varme vejr, og det viste sig da også at holde stik.
16. maj gik turen så sydover, lidt proviantering i Harrislee, overnatning midt i Tyskland, derefter syd for Lyon inden Pyrenæerne blev nået lørdag. Vi valgte en campingplads i Argelés-sur-Mer hvor vi tidligere har boet. Vi har boet i Argelés rigtig mange gange, byen har lidt over 50 campingpladser, så der er nok at vælge imellem. Angelés har, i modsætning til nabobyerne, rigtig meget beplantning, der betyder, at selvom det blæser, mærker man det ikke i byen. Endvidere har byen en dejlig strandpromenade hvor vi efterhånden også har tilbragt mange timer.
Nabobyen mod syd, Collioure (kåljur), er en af Frankrigs smukkeste byer. Mange berømte malere har levet i byen, men da byen efterhånden fik flere og flere turister, flyttede malerne ind i landet til byen Ceret. Det er en fornøjelse at gå rundt i Collioure i de smalle stræder, at sidde og kigge ud på stranden, der ligger i den gamle bydel. Nogle gange holder soldaterne øvelse i havnen. Vi tilbringer altid en dag eller to i byen når vi er på de kanter.
I år var der koldt i området, så efter 3 dage valgte vi at køre længere mod syd, nemlig de ca. 500 km. til Valencia. I Valencia valgte vi også at bo på en campingplads vi tidligere havde boet på, en plads der ligger ved stranden, lige syd for byen kun ca. 8 km. fra centrum.
Syd for campingpladsen er et stort naturreservat, øst for er Spaniens største område med rismarker. Der findes på verdensplan ca. 80.000 slags ris, men når man skal lave paella er det Valencia-ris, der skal bruges (retten er opfundet i Valencia). I området omkring Valencia dyrkes frugt og grønsager i stor stil, især appelsinerne smager meget bedre end dem vi plejer at kunne købe herhjemme.
GPS'en viste i øvrigt at fra campingpladsen hjem til Rømøvej var der nøjagtig 2600 km. Ved kysten udenfor campingpladsen er en dejlig strandpromenade, der strækker sig fra Valencia og længere ned ad kysten, her opholdt vi os meget, men vi kørte også ture i naturreservatet og i store områder med især appelsinlunde. Vi blev i Valencia i lidt over en uge, det blev også til en tur til Mestalla for at se Primera-division kampen mellem Valencia og Granada.
Efter godt en uge i Valencia kørte vi nordpå til byen Vilanova i La Geltrú, der ligger ca. 50 km. syd for Barcelona. En hurtig tur til Barcelona for at købe billet til lørdagens Primera-division kamp mellem Barcelona og Malaga, sæsonens sidste kamp for de nykårede spanske mestre. I Valencia havde jeg købt den dyreste billet der var, 10. række ca. 10 meter fra midterlinien, den kostede 25 Euro, ca. 190 kr., på Camp Nou købte jeg ikke den dyreste billet, men en billet på 11. række ca. 15 meter fra midterlinien, den kostede 144 Euro, eller lidt over 1000 kr. (efterfølgende viste det sig så at begge billetter kostede ca. 200 kr. pr. mål der blev scoret, men det må vel tilskrives tilfældigheder)
Efter at vi havde købt billetten kørte vi til byen Sitges, der ligger ca. 15 km. fra campingpladsen. Sitges er en hyggelig  by med en flot strandpromenade og mange små stræder med små hyggelige forretninger (og en masse restaurationer). Det er dog ikke en by man skal besøge hvis man lider af homofobi, da bystyret har ført en politik der er endog meget venlig overfor homoseksuelle. Dette har medført at mange homoseksuelle fra hele Europa er flyttet til byen. Vi plejer dog at opholde os i byen et par dage når vi er i området, ikke mindst fordi der er nogle gode spisesteder.
Lørdag aften på Camp Nou til fodbold, 4-1 sejr over Malaga. Efter kampen gik turen hjem til campingpladsen hvor der blev pakket sammen, så vi var klar til at starte hjemturen på de ca, 2300 km. søndag morgen. Søndag aften overnattede vi nord for Lyon, mandag aften i Göttingen og tirsdag kl. 16.30 var vi hjemme. 

                                                                                            Bodil og Svend-Åge

 

 

 

25-3.2013

 

Ferie på Grand Canarie Tamanaco hed hotellet

Mette kørte os til lufthaven i snevejr vi landene efter 5.55 time i 21 gr. varme i Las Palma, kl 13,30 herfra blev vi kørt til Porto Rico.

Det tog 1 time, så vi var godt møre, efter vi havde pakket ud, måtte vi proviantere, så skulle vi finde en Købmand , for at komme dertil gik vi 94 trin ned og tilbage igen der var også 94 trin opad, vi gik i seng kl 19, vi var så trætte,

Næste dag var vi til at ligge i solen , dejligt , efter frokost som vi indtog ved pølen , gik vi endnu 94 trin ned for at se hvordan det så ud, der var et stort butikscenter, det var i flere etager, Vi gik helt ned til stranden, her købte jeg en bluse og et par shorts, vi fandt også et sted hvor vi kunne få grøntsager, det var meget lækkert, så måtte vi hjemad 94 trin opad.

Den næste dag solede vi os 2 timer på terrassen. (Det gjorde vi hver formiddag). Så skulle vi finde en dansk restaurant , og vi fandt den, vi skulle have et stjerneskud,

De lukkede dagen efter, så vi var heldige.

Dagen efter gik vi 94 trin ned for at vi kunne på en gang salat med tun og æg. Jeg købte en fødselsdagsgave til Benny,

Den 29 Marts stod jeg op kl 6 om morgene ,for at lave morgenmad til Benny blødkogte æg ost og marmelade, med lys på bordet, og fik han sine gaver, den første var en skjorte med korte ærmer fra Nina og Bendt, af fruen i huset, fik han en barbersprit, umm den dufter godt ,og en bluse. Bagefter skulle vi lige lave vores yatzy, 10.000 og til sidst 500.

Så gik vi i bad ,så ned og sole os 2 timer det var en fast tradition. Om eftermiddagen gik vi ned for at spille europagolf ,det var halvt til stranden. På vejen hjem kom vi forbi den kinesisk restaurant, her gik vi ind, og på turen hjem, skulle vi, 94 trin opad.

Næste efter det sædvanlige, skule vi ud at se hvor vi boede engang, det hed Bourgonville, det var ude ved Europacentret, vi tog en Taxi derud, det var billigt, det koster ca. 24 i alt. Hjem 94 trin opad, efter 14 dage skulle vi hjem ,vi har rigtig nydt det.

Feriehilsen fra Benny og Lissi

VORES POST.

I vort sommerhusområde her i Nykøbing Sj. har vi haft et dejligt postbud. Blandt alle de andre altid kaldt Lissi-post. Når den lille gule postbil kom på vejen, ja så var det om at være ude og tage imod posten, for så fik man samtidig et dejligt smil og en sød bemærkning om vejret, eller andre aktuelle begivenheder. Lissi-post  havde evnen til at betragte alle sine "kunder" som sine venner. Desværre fik hun en dag gigt og måtte i flere år kæmpe sig igennem for at beholde sit arbejde, men var stadig den smilende og aldrig beklagende Lissi-post. I 1995 måtte hun give op og søge førtidspension, og vi i sommerhusområdet følte os lidt fattigere.
Var Lissi-post en glad postdame, så blev hun nu en glad farmor, trods ind imellem mange smerter. En af hendes små historier, som vi har grinet meget af er følgende:
En dag kom Chris 4 år op til farmor - vild og ivrig. "Farmor vi skal lege indianer". Det gik farmor med til- skyndte sig at finde nogle fjer frem for at lave hovedbeklædning. Du skal være høvding farmor, sagde Chris. Ja, ja sagde farmor, men så må jeg ha´mindst 3 fjer på og så får du én. Det lod Chris sig nøje med, og så gik eller løb han med farmor i spidsen rundt i stuen med høje indianerhyl. Pludselig vender Chris sig mod farmor og råber "farmor du kan ikke være høvding - du har for store bryster".

                                                                                 Fortalt af Lis Løve

 

               LIVET I NYKØBING SJ. SOM BARN,  FOR 100 ÅR SIDEN

Jeg er født i 1898 og har boet hele mit liv i Nykøbing Sj. Mine forældre fik 11 børn. Det første barn, en dreng, døde da han var 4 år. En lillebror døde da han var 2 år, han blev lagt i en lille kiste, der stod i entreen. Og alle nabokonerne kom med blomster for at trøste min mor. Min mor døde da jeg var 7 år, og den sidste fødte, en dreng, der var et par måneder, blev bortadopteret til en familie på Odden. 2 af mine søstre og jeg, blev imidlertid sendt på landet til en faster. Jeg skulle sove sammen med en af drengene i en slagbænk, men det kunne jeg ikke lide og græd hver aften. Jeg fik så lov at sove i et værelse for mig selv. I den fine stue måtte jeg hvidskure gulvet og bagefter blev der drysset sand på.Jeg led stadig af hjemve og kom så hjem igen. Min far måtte nu se sig om efter en der kunne passe hjem og børn. Han kendte en enke, der boede i det lille hus ved siden af Asylet. Hun havde en datter, der havde været i den samme plads i København i 16 år. Hun rådede min far til selv at tage til København og tale med hende, og hun var heldigvis villig til at tage sig af os. I begyndelsen gik hun hjem og sov  hos sin mor, men siden blev de gift. Brudeudstyret, hun havde samlet igennem mange år, bl. a. en hel rulle gardinstof, blev der nu pyntet op med i det lille hjem. Hun var en god stedmoder, der altid tog vores parti, når min far blev hidsig. Jeg havde allerede inden jeg kom i skole plads som bypige hos en dameskrædderinde. Jeg skulle bringe kjolerne ud til de fine fruer i byen. Jeg fik vist nok 1 kr. eller 2 om måneden. Af og til fik jeg også en skilling i drikkepenge. Ved lukketid kunne vi hos bageren købe en stor pose af de tiloversblevne brød for 5 øre, så det blev drikkepengene tit brugt til,  og alle blev glade derhjemme. Når mørket faldt på blev petroleumslampen tændt. En dag da dameskrædderinden havde travlt faldt lampen på gulvet. Ilden blussede meget hurtigt op, men hun tog resolut en dyne og slukkede branden med. Vand hentede vi i spande ved brønden på torvet. Her (Algade ud for Super Bests parkeringsplads) lå også brandstationen. Her holdt når det var tordenvejr, brandsprøjterne parat. Tønderne på de hestetrukne vogne var fyldt op med vand fra brønden. Vi fik siden selv en brønd som vi delte med naboen. De lille hus i Strandstræde var efterhånden blevet for lille til de mange børn, der endnu var tilbage i  hjemmet.
Min far var meget dygtig til at lave alt selv, så han byggede et større soveværelse og et værelse til de 3 piger på 1. sal. Han havde også lave en stor forrådskælder i haven. Min far var en dygtig og ædruelig mand, og tjente til dagen og vejen ved at lave alt muligt. Han reparerede huse, hjalp til ved hjemmeslagtning og hos slagter Larsen, når der var travlt. Han var ekspert i at reparere kakkelovne. Desuden var han reservevægter og havde hjemme hængende uniformsjakke med blanke knapper samt en meget tyk kæp. Vægterne gik på gaden fra kl. 10  aften til kl. 4 morgen. Omkring kl. 12 om natten, når værtshusene lukkede, blev de inviteret ind på kaffe. Det hændte, at vægterstaven ved særlige lejligheder blev taget i brug derhjemme, hvis vi havde gjort et eller andet, som min far syntes burde straffes på en sådan måde, at vi ikke glemte det. Desuden var min far desinfektør. Der var to i byen. Hjemme havde vi stående en brun beholder med huller i siden og en flaske karbolsyre, som blev brugt til at desinficere i hjemmene med. Der var på dette tidspunkt megen tuberkulose, difteritis og skarlagensfeber. De syge blev indlagt på sygehusets epidemiafdeling, og når vi skulle besøge de, måtte vi stå på bænke uden for vinduerne og kigge ind til dem. Når folk bad min far om hjælp til et eller andet, blev tid og sted ført ind i en lille sort bog. Stod der ikke noget i bogen, tog min far en trillebør med en trækasse med tre rum og kørte til havnen. Her fik han fyldt rummene op med torsk, sild og fladfisk, og så drog han rundt i byen og solgte dem. Senere fik han en cykel og drog så helt over til Nakke. På samme måde fik vi med hestekøretøj bragt kød, brød og ost. Der var på den tid megen handel ved dørene. En enke der boede ved siden af brandstationen, med tre børn, bragte om søndagen frisk morgenbrød fra bageren rundt i to store kurve, og tjente herved en skilling. Snegle, wienerbrød og brunsviger kostede 2 øre. Inden vi kom i skole, gik vi i Asylet på Rørvigvej. Her fik vi hver dag et måltid varmt mad. Inden vi blev sendt hjem om eftermiddagen, blev vi alle ved vandposten i gården tørret i ansigtet med den samme våde svamp. Byens fine fruer skiftedes til en uge ad gangen at forestå madlavningen på skolen. Vores nabo Stine, der var kogekone, lavede sammen med et par koner fra byen, maden, og øste op ved bordet. Når børnene havde spist på skolen, blev resten bragt til Asylet i store kander. Det var ikke meget kød vi fik. Det var mest forskellige slags suppe, risengrød og lignende. Fik vi gule ærter den ene dag, bestod måltidet næste dag af to stykker rugbrød med to skiver sylte. Var vi syge, kom Stine forbi og tog et par spande med, og så bragte hun mad med hjem til os. De tre ældste af mine søskende kom ud at tjene, inden de blev konfirmeret. Min bror var røgterdreng på en gård i Lumsås. Ved en lejlighed drak karlene ham fuld, så da han kom hjem at besøge familien i Nykøbing, fik han tæsk af min far, der havde fået det at vide. Da han skulle konfirmeres hentede gårdmanden i hestekøretøj hele familien i Nykøbing, og vi fik en fin middag på gården, og om aftenen blev vi  kørt hjem igen. Så det var en stor dag. Jeg var syv år da jeg kom i skole i Grundtvigsskolen. Håndarbejdstimerne foregik dog på den gamle skole, hvor nu museet er. Vi var ca. 25 elever, drenge og piger. Nogle af lærerne var meget strenge. Der var en af drengene, der næsten fik vredet øreflippen af. Jeg husker en lærer Steincke gav drengene klø med et spanskrør, men de sagde at de  ikke kunne mærke det så meget, for de havde taget tre par bukser på. Der var nogen der bagefter gik ud og græd. To af lærerne var brødre. Den ene hed Morten Hansen og den anden Lars Hansen. De havde en bror, der hed Frits Frost Hansen. Han var isenkræmmer og skulle på det tidspunkt være Danmarks højeste mand. Morten Hansen var en meget smuk mand, og pigerne var helt tossede med ham. De hentede ham hjemme, tog ham under armen og fulgtes med ham til skole. Efter skoletid havde jeg tre pladser. Jeg gik fortsat med kjoler for dameskrædderinden, og så gik jeg ærinder for en tandtekniker, der var datter af havnefogeden. Om eftermiddagen bragte jeg post ud til havnefogeden, da der kun var postudbringning om morgenen. Havnen blev besejlet af mange skibe, og det var vigtigt at de fik post, inden de afsejlede. For dampskibsekspeditører krævede jeg også fragt op hos de handlende i byen. Da jeg var 13½ år søgte min far om, at jeg måtte ud af skolen, så jeg kunne få en plads, inden jeg skulle konfirmeres. Jeg skulle nemlig selv tjene til mit konfirmationstøj. Da jeg var flink i skolen, var læreren ked af, at netop jeg skulle forlade skolen. Forinden syntes min stedmoder dog, at jeg skulle have lov til at rejse til København og besøge hendes bror med familie. Jeg sejlede ved 10-tiden om formiddagen med et fragtskib der hed Brage. Der var foruden passagerer og fragt, levende grise, kreaturer og heste. Især  hestene var under sejlturen meget urolige og stod og skrabede. Hen under aften var vi i København, hvor jeg blev hentet. Familien boede i en baggård på Gråbrødre Torv på 4. sal. Om dagen legede jeg med børnene ude på Gråbrødre Plads. Jeg var her i 8 dage og sejlede så hjem igen. Jeg fik herefter en plads fra kl. 7 til kl. 14 hos ejeren af jernstøberiet på Vesterbro. Jeg  havde fortsat mine bypladser om eftermiddagen. Mit konfirmationstøj, som jeg havde fået sparet sammen til, bestod af en sort kjole, et par sko med høje hæle og laknæser og en flot hat. En blå spadseredragt var mit andendagstøj. Desuden havde min stedmoder købt et lille korset til mig. Tøjet blev købt hos Magasin Du Nord, hvor brugsen nu ligger. På den anden side lige overfor lå Crome og Goldsmidt. Efter min konfirmation skulle jeg ud at tjene. Jeg kom i huset hos havnefogeden, der havde en hjemmeboende datter, den tandtekniker som jeg havde været bypige hos. Jeg måtte ikke gå alene hjem fra havnen til mit hjem i Strandstræde og da min far skulle hente mig, kom jeg kun hjem hver 14. dag. Jeg savnede meget mine søskende og fik inden jeg var 15 plads på cafe og boede hjemme. Man måtte ikke have plads på værtshuse før man var 15, så jeg måtte lyve lidt med alderen.

                                                                                                   Fortalt til og skrevet af Lis Løve

 

                                                  Ferien gik til Østrig i 2012

 

 

Vi startede tirsdag d. 31. juli med vores campingvogn, hvor vi kørte til Kollund og tog den første overnatning, og så kunne vi lige smutte til Tyskland og få fyldt gasflasken op og få  handlet. Onsdag kørte vi til Müggelsee i Tyskland hvor vi overnattede, vejret var flot, så der var en masse badegæster. I Tyskland bader de i søer de har jo ikke så meget vand rundt om landet som vi har. Torsdag kørte vi til Greding  hvor vi tog en overnatning. Vi kørte ind på campingpladsen og holdt så vi lige kunne køre næste morgen og campingvognen blev på bilen, en god ting når man skal tidligt videre. Vi spiste på restauranten hvor maden var god og også øllet, som blev serveret i ½ l. krus. Fredag morgen startede så vores tur til Østrig som var målet, vi nød synet af bjergene og først på eftermiddagen nåede vi St. Johann i Tyrol og på pladsen fik vi en plads med udsigt til Wilde Kaiser, en bjergkæde som vi nyder at betragte da den er forskellig at se på hver dag, nogen dage ligger skyerne for så man ikke kan se den og andre dage er den helt fri                                                 
Inden turen havde jeg  købt en elscooter, som ikke fylder så meget vi kunne have den bag i bilen når den er skilt ad. Det er de bedste penge jeg har givet ud. Jeg kunne køre rundt på campingpladsen og se det  hele.                                                                                                                                            
Vi kørte i bilen ind til byen da der er ret langt og så kørte jeg ellers rundt i byen og forretningerne på min elscooter, det var skønt at komme rundt og se det hele. St..Johann er en gammel by med smalle gader og flotte vægmalerier, nu er der også lavet gågade da bilerne er blevet for brede til at kunne mødes.                                                                                                                                                 
Vi var også en tur i Rattenberg en gammel by med brosten, som der heldigvis ikke var problemer med at køre på, vi holdt uden for byen på en parkeringsplads, så havde jeg ikke haft min elscooter ville jeg slet ikke kunne komme ind i byen så det var rigtig dejligt at kunne komme rundt.Vi var nede ved floden Inn og så var vi inde og se på krystal det er bare så flot. Vi fik suppleret vores glas op, der går jo nogen i stykker så nu kan vi klare os  igen.                                                                   
Vi var en tur op ad Kitzbühler Horn med bjergbanen i 1700 meters højde, men der kunne jeg desværre ikke have elscooteren med så jeg kunne ikke komme længere op desværre, men jeg har jo besteget bjerget for nogle år siden så det må jeg glæde mig over. Vi spiste oppe på restauranten, hvor vi sad og nød udsigten.                                                                                                                           
Vi havde 15 skønne dage i Østrig, det var ren afslapning det meste af tiden. vi havde 37 grader i skyggen i flere dage, det var godt nok lige i overkanten, men så blev det køligt om natten så vi kunne sove. Jeg er bare så glad for at jeg købte elscooteren da jeg følte mig rigtig fri til at gøre en masse, som jeg ikke ville have kunnet gøre uden den. Vi kørte fra Østrig og til Greding på samme campingplads, hvor vi igen spiste på restauranten og fik dejlige kolde fadøl til. Derpå gik turen til Hannover Münden, som vi var blevet anbefalet af et dansk ægtepar, som vi mødte i Østrig. Campingpladsen lå på en ø, så vi skulle over en træbro for at komme derhen, Byen var gammel med flotte bygninger og rådhuset havde et klokkespil, der var 2 floder gennem byen. Elscooteren blev flittigt brugt i byen, men forretningerne var for små til at få den med ind så det er jo dejligt at man godt kan gå rundt uden, så kan man jo hvile når man kører videre.                                                   
Efter nogle dage kørte vi til Kollund, en rigtig dejlig DCU campingplads, som vi er glade for at benytte. En dag vi var rundt på  pladsen kom et ægtepar hen og snakkede med os, for konen syntes min elscooter var alle tiders, og hun kunne jo se, hvor let jeg kom rundt med den. Hun gik meget dårligt og hun kunne jo se hvor let jeg kom rundt med den. De kørte til Spanien hver vinter og camperede, så vi fik lige sendt en hilsen til et andet ægtepar, som vi har været sammen med på en campingplads med Adria Klubben, da de også tager til Spanien hver vinter, det er der rigtig mange danskere som gør. Jeg er sikker på at hun fik købt sig en elscooter og så blev  hendes mand også glad for han var lidt irriteret over at det gik så langsomt når de var ude og handle.                           
Vi var en tur på Gråsten Slot  hvor vi var rundt i parken, der var en masse flotte blomster. Der var en rotorplæneklipper, som vores hund skældte ud, den kunne ikke lide at den kørte frem og tilbage uden der var et menneske. Jeg nød at komme rundt på elscooteren. Vi så mange skønne steder i Sønderjylland. Vi var 6 dage i Kollund. Så kørte vi til Vejle Camping og om aftenen spiste vi på Restaurant Vejlegården hvor vi fik dejlig mad. Der var en hyggelig stemning og vi sad på terassen med udsigt ned til Vejle å. Dagen efter vendte vi hjem godt mætte af indtryk. Vores ferie varede i 29 dage det var skønt og jeg er rigtig glad for at jeg købte elscooteren så jeg rigtig kunne komme rundt og opleve en masse                                                                                                                                

Hilsen Eva

 

 

 

         En gave jeg fik til min 65 års fødselsdag af Anne og Per.

En tur med sol - varme og palmer. En tur til Tenerife, Playa de Las America.

 

 

Vi kom til at bo på et hotel der hed Bonansa, det var et held, for Benny har set Bonansa i fjernsynet.
Vi rejste en lørdag, vi kunne mærke varmen, da vi kom ud af lufthavnen. Pyha, vi skulle med bussen, vi kørte ca. en halv time, så var vi der, op og pakke ud og få lidt at drikke, så blev vi enige om at gå op for at handle ind, vi fandt en butik der lignede Spar.
Anne og Per ville vise os noget af øen, så vi fandt et sted hvor vi kunne holde et pitstop, som Per han kalder det for, så kunne Anne og jeg kigge på kjoler og meget andet, og det gjorde vi mange gange, det var skægt.
Der var en strandpromenade, der  var meget lang, så lang at vi blev trætte inden vi nåede enden. Det var meget varmt, så måtte vi have noget vand eller hvad det var.
Næste formiddag eller faktisk hver formiddag, skulle vi op på soltaget på 9. etage hvor  vi kunne ligge uforstyrret og tage solbad. Nede ved pølen, var der en kamp om pladserne, vi var kun 3 til 4 par oppe på 9. etage, det var en aftale  hver formiddag.
En dag havde vi sat af til fridag, den dag havde Benny og jeg tænkt at tage på udflugt. Vi skulle stå ved et hotel der hed Ponderosa det var også skægt og vifte med den brochure vi havde.
Vi kom med, så skulle vi hen og se på det de havde, det var alt fra dyner, tæpper og meget andet, der fik vi mad og vin og kom på toilettet. Så var formiddagen gået og vi kørte videre, guiden fortalte desuden hvad vi kom frem til, der var mange hårnålesving, vi  kom højt op så vi kunne se Teide med sine 3718 meter.
Der var også små cafeer og shopping, der satte Benny  og jeg os ned for at få en cappuccino, det var dejligt.  Vi var så højt oppe, at det var tåget. Da vi fortsatte nedad, kom vi til en by der hed Santa Cruz.
Her var vi en time, og kunne gøre hvad vi ville, der var en lille cafè hvor vi kunne få en kop kakao.
Herefter gik turen hjem kl. 18: Hvor var Anne og Per? De havde jo også fri, de havde været en tur til Los Christianos, det er også en dejlig by.
Der var mange der kørte rundt på elscootere, dem kunne man låne. Dagen efter skulle vi hjem, jeg kunne godt have været der en uge til, men sådan er det jo.
Vi skulle op og pakke og hjem.
Jeg vil godt takke Anne og Per for turen

                                                                                 Lissi

Tranedans.

 

Når man har set sort sol, Må man også se tranedans. Vi kører tidligt fra højskolen, vi skal til Stralsund, en gammel by, som svenskerne har haft for mange år siden. Foruden traner er der meget mere vi skal se. Vi er ude at køre med et tog fra tyverne, det hedder Rasende Roland, toget er fyldt med mennesker, men der er reserveret plads til os, vi er nu heller ikke så mange. En højskolelærer, en chauffør, en naturvejleder, otte kursister og tre drenge på 7-8 år. Et lille sluttet selskab. Vi ser katedraler fra Hansetiden i hver en by, høje og smalle. Byerne langs kysten konkurrerede om, hvem der havde den højeste og smalleste kirke. Aftensmaden bliver spist i en restauration , der ligger i kælderen, i et hus fra svensketiden. Det føles lidt hjemligt. Næste dag kører vi til ”Traneland” og der er traner, på et museum, i folks haver på alle marker, hvor de bliver fodret. En enkel vej er afspærret, i de 4-5 dage tranerne opholder sig her. Der er bygget udsigts platforme med kikkerter, indsamlingsbøsser og plancher. De fleste traner her, kommer nord fra, det er nogle kæmpe fugle med et stort vingefang, næsten grå at se på, men med lidt sort og hvidt. De flyver i kileformet formation og ved aftenstid går de på vingerne og flyver til nogle fladvandede områder tæt ved.  Der står de så hele natten over, med våde tærer, i fred for vilde dyr. Når tranerne har genvundet kræfterne, flyver de videre, nu skal de se Paris. I et stræk flyver de til en sø der ligger nord for Byernes by. Der forlyster de sig i en uges tid, før rejsen går videre til syd Europa. På vej mod Wismar, hvor vi skal overnatte, er der mange ting vi skal se. Bl.a. Et hus der er opført 30erne, det ligger lige ud til den dejligste strand. Huset er ca. 500 meter langt, måske også mere, det har jeg glemt. Det står næsten tomt, men er ved at blive renoveret. Der er også et lille museum, alle værelser mod vandet er til beboelse. Bad, køkken og trappe og gang er på bagsiden. Huset var beregnet til ferie for arbejdere i sværindustrien. Vi ser også en pendant til Møen klint, det er lidt diset i horisonten, havde det været klart vejr, havde vi kunnet se til Danmark. Denne klint hedder Kaiserstuhl og er meget flot. Der er også et stort oplevelsescenter. Næste dag går turen atter hjem efter.

Hilsen fra Kari

                                PÅ HØJSKOLE, RUDE STRAND

Vel ankommen til skolen, står kaffen og venter på os. Der bliver pakket ud og så er der aftensmad kl. 18.00, hvor programmet bliver præsenteret. Kl. 20.00 er der aftenkaffe med småkager samt foredrag, emnet skifter hver aften. Om morgenen er der morgenmad kl. 7.15 med alt hvad hjertet kan begære af morgenmadsprodukter, mælk, ost, gryn, øllebrød, havregrød, brød og boller. Kl. 8.30 er der morgensamling, et par sange og et par kloge ord. Så er det overstået og kl. 9.30  motion efterfulgt af  kaffe og te. Kl. 10.30 starter skolen, man kan selv vælge sang, edb for begyndere, smykkeværksted, tegning og maling  af billeder og på stof, der bliver strikket, syet, filtet, lavet patchwork og en dame sidder og gimper. Kl. 12.15 er det tid for middagsmad, som er en to retters menu. Og så en velfortjent middagslur, eller man kan gå en tur på stranden, her er vores egen strand nu bedre. Kl. 14.00 starter undervisningen igen, kun afbrudt af eftermiddagskaffen. Kl. 16.00 er der foredrag igen, til vi skal have aftensmad. Der er også instruktion af stavgang, men det er lidt svært at få tid til det hele. En eftermiddag holder der en bus for døren, vi skal en tur på Alrø, en ø der ligger i Horsens fjord, der er bygget en dæmning ud til den. En anden dag skal vi på heldagstur. Vi starter fra skolen kl. 9.00 om morgenen. Denne tur går ad små veje over Skanderborg til Viborg. Vi gør holdt ved en naturskole. Niels Bugges Kro leverer maden, der er hundekoldt, så alle beholder overtøjet på. Herfra går turen videre til Viborg, hvor vi ser på kirken og senere stiftsmuseet. Der er også kaffe  og en lille tur på gågaden. Og så er tiden gået, og hjemturen starter. Hjemme igen kl. 17.30 lige til aftensmaden. Pludselig er der gået 14 dage, det er tid til at pakke sammen, og så er den ferie SLUT

                                                                              Hilsen fra Karin

 
                                       
 
    Flodkrydstogt Moskva - St. Pedersborg.
Ovenstående var annonceret i midten af januar i Venstrebladet som læserrejse. Jo, jeg læser Venstrebladet på biblioteket, og jeg ville gerne til Rusland og opleve de hvide nætter, som man kalder tiden omkring midsommer der. Jeg fandt en kvindelig rejsekammerat at dele kahyt med og rejseselskabet sørgede for visum. Man kunne blive samlet op i Holbæk og Kalundborg, som min rejsekammerat bor i. Vi fløj til Moskva og fik lige stillet tiden 2 timer frem. Så var det ombord på skibet, og vi fik delt, om man nu helst ville sove til højre eller venstre i 2 sengs kahytten. Vi kunne kun få en nøgle til kahytten og når man gik i land, afleverede man nøglen og fik et boardingpas med skibets navn, så man jo ikke var helt lost ude i byen, skulle man blive væk. I Moskva var vi i Kreml og så den Røde Plads, nogle kirker og katedraler. Jeg ville gerne til Rusland for at se deres kupppelkirker, så derfor har jeg sat mig ind i, hvad disse bygningsværker kan betyde for en ortodoks kristen russer - udover en status om magt og penge for nogle. Man mener, at en kirkebygning afspiller himlen på jorden, kuplen symboliserer himlen. Kuppelformen symboliserer, at Guds Rige ingen ende har. Det overstående har man ikke tillagt nogen betydning, da man under kommunismen i Rusland ødelagde kirkerne eller brugte bygningerne til noget andet. I Moskva var der mulighed for, at komme ned og se metroen. Tidspunktet var sidst på eftermiddagen - lige der, hvor jeg gerne vil hvile mig - men 2 guider og vi fik at vide, vi skulle holde et vågent øje til hinanden. Og det var godt, for jeg var så træt, at jeg lige stod og sov, da en fra min gruppe hev fat i mig. Vi skulle med det metro-tog, der lige var kommet ind for hurtigt at køre igen. Men flot er der i Metroen. Vi lå et par dage i Moskva, før vi skulle sejle i en uges tid til St. Pedersborg på Zarens Vandveje. Det var en zar, der havde fundet på den strækning, så arbejderne har betalt i slid og også liv til de 32 sluser. Kaptajnen havde bestilt tid ved sluserne og var meget præcis, så vi vidste hvornår vi var 2 timer ved Uglich, Jaroslavl og Mandrogi, 4 timer var der sat af til at besøge den lille ø Kizhi, hvor der er lavet frilandsmuseum. Der ligger en kirke med 22 kupler. Alt er i træ og der er ikke anvendt søm. Desværre var den lukket p.g.a.restaurering. Denne kirke skulle i kommunisttiden sprænges i luften, men det fortælles, at piloten, der skulle smide bomberne ud over kirken ikke kunne eller ville smide de der bomber. Kirken står på Unescos liste over bevaringsværdige bygninger. Mange valfarter pilgrim til kirken - vi kom lige forbi. Vi var heldige med vejret, et par regnvejrsdage. Ud til floden ligger en del industri, på de åbne strækninger er der sommerhuse for de, man kalder for nyrige. Status er det også at eje en bil eller to, selvom man bor et par generationer eller tre i en lille lejlighed. Maden var god: salat, suppe steg og is - nej, men tæt på: dessert og kage. Vi fik borscht og kaviar. Hvad laver man så på et skib en ugens tid? Der blev vist et par russiske film, fortalt om Rusland, spillet og sunget på russisk og undervist i russisk. Der blev talt dansk, engelsk, russisk og norsk. Der var en gruppe  nordmænd med. De var først på soldækket, så alle solvognene var optaget på soldækket. De havde et helt specielt markeringssystem, skulle jeg hilse og sige. Så holdt kaptajnen middag, uden at være tilstede, så kom man i sit fine tøj: slips og måske de højhælede. Man giver drikkepenge og prutter om prisen. Jeg havde fået øje på en kosakhat, jeg måtte eje. Jeg fik den pruttet ned til under udbudte pris. Jeg købte trædukker, matrokaer og Bloody Mary for de sidste rubler. I St. Pedersborg lå vi til kaj et par dage. Vi var inde på Erimitagen på en guidet rundtur og så igen på ikoner, disse malerier som kun mænd må male. Så var turen på Volga-floden slut og vi fløj tilbage til Danmark mange oplevelser rigere. Der gik 2 dage før jeg havde skibets motorlarm ude af mine ører. Ude godt - hjemme bedst, det er ganske vist. 

                                                                                                          Nina Margrethe

 
                                                                 Tur i Zoo
 
Turen starter med at købe billetter i hotellets reception, og så går man ned til bymidten af over 200 trappetrin.Der holder et lille tog, elektrisk lokomotiv og små grønne vogne, det kører lige til Zoo. Allerede før indgangen bliver vi mødt af tre elefanter, den ene større end den anden, med både snabel, hale og ører, meget flot klippet af buksbom. Vi valgte at følge pilene, så var vi sikre på ikke at fare vild. Efter indgangen kom vi til en stor sø med en bro over. Der var fisk i søen, guldfisk, koi karper og stør. Man måtte gerne fodre dem, og der var åkander og lotus i blomst. Beplantningen rundt om indhegningen var helt i top, kæmpe kaktus af forskellig slags, og kæmpe store palmer samt blomstrende buske af hibiscus, julestjerne, bourgonvilla og frangipani. Her er ikke mange dyr fra Skandinavien, men Syd- og Mellemamerika er rigeligt repræsenteret. Delfinshowet skal vi også overvære. Det er imponerende hvad delfinerne har lært, trække en lille båd med to børn i, fange bolde, kaste med ringe til hinanden, trække dyrepasser på vandski. Bag opvisningspoolen er der et bassin, der er mange gange større, det er refugium for delfinerne, de må kun optræde en gang om dagen for ikke at blive stressede. Pingvinerne er et kapitel for sig selv. Et meget stort hus, hvor temperaturen falder tyve grader. på den anden side af glasset er temperaturen kun tre grader, det sneer, der er isbjerge og isflager på vandet. Pingvinerne boltrer sig rigtigt, de springer i vandet fra bjerget og isflagerne, svømmer lystigt omkring og fanger fiskene i vandet. Vi er heldige at komme ved fodringstid. Ja så er det papegøjerne der står for tur, og her er mange af dem og forskellige slags, især fra de truede arter. Men det mest interessante var rugeriet, vuggestuen og børnehaven. De helt små unger får mad med pipette hver anden time. De bliver vejet og puttet og nusset om, så det er en fornøjelse at stå udenfor og se ind på de mange ting der foregår.
I forbindelse med verdensomspændende programmer for truede dyr er projektet her papegøjer. Senere kommer vi til et hus, hvor der er opvisning.Kakaduer løber på løbehjul og rulleskøjter, store araer, der flyver hen over hovedet på publikum, står på sadlen af en cykel og en anden kører med pedalerne. Det er en varm dag med solskin og mellem 25 og 30 grader, men alle vegne er der små steder, hvor man kan få sin tørst slukket, kaffe, te , iste, iskaffe, øl, vin, ja alt hvad man kan tænke sig, også lidt at spise er der tid til. I bassinet hos søløverne bliver hannen pludselig meget syg og skal reddes op på land.Den skal også have kunstigt åndedræt, den første, en mandlig dressør bliver kasseret, det skal være en kvindelig ung dyrepasser. Og det skal være mund til mund metoden, så varer det ikke længe før den er rask. Nu mangler der ikke så meget der skal ses. En afrikansk landsby, der er bygget op omkring et torv med brønd i midten. I husene er der salgsboder med mange spændende ting. Hvert hus repræsenterer et land, og folkene i husene har deres lands folkedragter på. Ved siden af landsbyen ligger et hus, nærmest et tempel fra Burma, doneret af dronning Sirikit, meget stort og meget flot. Indendørs er der papegøjer i alle afskygninger og arter. Malerier, mosaik, porcelæn, keramik, antikt, gammelt og nyt fra alverdens lande. Det er en imponerende samling. skænket af glade givere og købt på auktioner. Nu har vi været det hele igennem, godt og vel, men der er lang vej hjem til hotellet. Først turen med det lille tog, gennem centret, og så trappen, det er mærkeligt, men nu er der dobbelt så  mange trin, som i morges. Der står en bænk ved hver afsats, de bliver flittigt benyttet.
Det ska lige tilføjes, at Zoo ligger på Tenerife.
 
                                                                                 Hilsen Karin

 

                                                Vi har fået postkort fra Grønland.

                                                                02-07-2009   

                                                                    Kære alle

Så tog jeg til Grønland for at opleve midnatssolen - men det regner og solen har gemt sig bag ved skyerne. Jeg er lige kommet retur fra Disko. Jeg fandt på at sende en flaskepost, så det er jo spændende om en evt. finder sender en hilsen

                                              Kærlig hilsen Nina



 

FERIEMINDER FRA TREDIVERNE

I hele min skoletid var jeg hvert år på 2 ugers sommerferie hos min faster og onkel i Hellerup. De havde ingen børn, men jeg kedede mig aldrig. De boede på Judiths vej, og de havde en lille forhave med lysthus. Jeg hjalp onkel med at holde den lille have, og onkel var ikke fedtet med lommepenge. Jeg gik også småærinder, og blev efterhånden godt kendt med vejene i Hellerup. Faster var de fleste hverdage på arbejde, men om søndagen skulle der ske noget, og da var vi på Bakken eller til travløb, som var onkels store interesse og det skete da også at han var heldig og vandt.
Vi var også næsten hvert år i cirkus Schumann. Det var det største cirkus dengang. Der var især en forestilling, som jeg husker godt. I anden del af forestillingen blev manegen i pausen omdannet til en sø, hvor der kom et skib sejlende ind, jeg syntes, det var fantastisk.
Vi var selvfølgelig også i Tivoli, men kun faster og jeg, for det var på hverdage, hvor der var feriefest, og hvor der blev udleveret et vist antal fribiletter til de forskellige forlystelser. Et år blev det dog lidt af en blandet fornøjelse at køre i karrusel, for jeg blev smittet med lus. Det blev dog ikke opdaget med det samme, men da jeg kom hjem og begyndte at klø mig i hovedet, fandt mor ud af det, og så fik hun ellers travlt med SIPPEDILLEEDDIKE og tættekam. Puh ha, det er den eneste gang jeg har haft lus.
Faster og onkel var nogle spillefugle, og de skulle derfor prøve de forskellige lykkehjul, og de blev ved indtil der var gevinst, og så blev det næsten altid noget jeg kunne bruge f.eks fik jeg hvert år en stor farvestrålende bold, som jeg var meget glad for.
Jeg var også med faster i teatret da jeg var gammel nok til at have glæde af det. I Folketeatret så vi "30 års henstand" med Angelo Bruhn i hovedrollen, og i Det Kongelige Teater så vi "Helligtrekongers aften".
Da jeg var 12 år fik jeg lov at låne fasters cykel, så jeg kunne cykle ned til badeanstalten "MÅGEN", som lå nede ved Hellerup lystbådehavn. Utroligt at hun turde lade mig gøre det, for jeg skulle jo både køre på Hellerupvej og Strandvejen, men det gik jo godt og jeg elskede at være der så jeg kunne svømme og nyde vandet.
Det skete også at faster og jeg tog trolleybussen ut til Bellevue, hvor der var offentlig strand og masser af badende på "Fluepapiret".
I 1939 kom jeg hjem fra min ferie hos faster og onkel i Hellerup. Det var en søndag, og far og mor havde gæster. Det var mors onkel og tante fra Ørslev nede ved Slagelse og de var i bil. De spurgte om ikke jeg kunne tænke mig at køre med dem hjem og bo i deres sommerhus, sammen med deres børn. Der var 1 stor dreng og 2 piger. Det kunne jeg selvfølgelig. Der var en ung pige på 15 år, som var "ung pige i huset", og Valborg og Jacob, som forældrene hed, kom ud med mad til os.
Der var ikke så langt ud til sommerhuset ved Stillinge Strand. Selve huset bestod af stue, køkken og 2 køjerum. Badeværelse fandtes ikke, vi havde jo stranden lige neden for skrænten, og her lå der også et lokum. Hvad betød det, at vi skulle løbe ned ad trapperne, det var ingen sag dengang - nu ville det nok ikke bekommeos så godt.
En dag kom der en stor dreng mere på ferie, så nu var vi to hold. Vi havde det skønt i de 2 uger jeg var der. Vejret var rigtig sommervejr, så vi havde næsten kun badetøj på. Stranden var nu ikke så god som jeg var forvænt med ved Skærby, men vi havde det nu sjovt.
En dag var der kommet ualmindelig mange vandmænd op på stranden, og så blev der naturligvis vandkamp med dem. Det endte med at vi piger barrikaderede os på lokummet, hvor der oven over døren var en stor åbning, som vi kunne smide vandmændene ud af lige så hurtigt som drengen smed dem ind til os. For at det kunne gå lidt hurtigere med at smide dem ud, stod jeg op på tønden, hvor der var låg på, men i kampens hede kom jeg til at træde på låget, så det vippede og jej stod pludselig nede i tønden.
Aldrig har jeg trådt så blødt, og aldrig er jeg kommet så hurtigt afsted, ud af døren og ned i vandet for at vaske mig ren igen. Den oplevelse har jeg aldrig glemt.

                                                                                     Hilsen Nina Hansen

 

MINDER FRA EN SVUNDEN TID

En lang og spændende tur venter forude. Det er tirsdag, og jeg skal til spejdermødegården. Til den ene side af gaden er en kaserne med tyske soldater, til den anden side marinens sygehus, nu fyldt med flygtninge. Så det er mest sikkert at løbe eller gå midt på gaden mellem sporvejsskinnerne.
Da jeg når Vor Frelser Kirke, den med det snoede tårn og manden helt på toppen, er det bedre at gå på fortovet. Vel nået Christianshavn Torv, går det lidt hurtigere, for statuerne af grønlænderne skuler sådan, og ser så triste ud, så det er i løb til Knippelsbro.
Endelig er der tid til at hænge over rækværket og se ned i vandet og på skibene, men ikke for længe, for der er lang vej endnu. Allerførst på venstre side, Privatbankens hovedsæde, derefter Børsbygningen med de fire drager med de snoede halerog. På den anden side af kanalen Holmens Kirke, der engang for længe siden har været smedje. Det er som om man stadig kan høre hammerslagene på ambolten.
Christiansborg er også et sted man skynder sig forbi, lige til man når Højbro. Nej der er ingen fiskerkoner nu, de er gået hjem for i dag, heller ingen blomsterdamer. Men Absalon er der da, højt til hest. Nu er det som om benene gerne vil vil hvile sig, men nu mangler også kun Købmagergade. Vel nået hovedpostkontoret, kan man lige skimte Rundetårn og Regensen med buegangen, så er det lige rundt om hjørnet og ned i kælderen. Lige i tide til at være med.
Hjemturen tager kun den halve tid, or nu er det mørkt og man skal også være hjemme for spærretid.

                                                                                                    Hilsen fra Karin

 



 



 

Opdateret 03/05/2015

Besøg  
062905